Dans og Antropologi

Sofie Cornelia Hersland (Cornelia) har danset samba halvdelen af livet. Hendes store interesse i brasiliansk dans har bibragt hende erfaring indenfor både undervisning, workshops, koreografering, opsætning af shows og parader samt kostumedesign.

Cornelia har også en bachelorgrad i antropologi. Derfor relaterer hun helhedsorienteret til dansens univers, da antropologi bibringer en stor forståelse for dansens komplekse kulturelle elementer. Og så er antropologi et pædagogisk værktøj i formidlingen af denne kompleksitet, igennem fremhævning af emner der både er tankevækkende og lette at relatere til for modtageren.

I løbet af de mange år dedikeret til dans, har Cornelia tilegnet sig stilarter som både samba no pé, samba axé, samba reggae, maracatú, ijexá, hiphop, reggaeton, rnb, jazzballet og zumba samt pardansene samba de gafiera, forró, salsa, bachata og merengue.

Cornelia har boet et år i Brasilien for at dygtiggøre sig, og her modtaget undervisning hos nogle af landets bedste danseskoler, som for eksempel Carlinhos de Jesus og Deborah Colker. Hun deltog her i dansegruppen Rio Maracatú og sambaskolen G.R.E.S. Renascer Jacarépaguá.

Også i Danmark har Cornelia modtaget undervisning hos de dygtigste danmarksbaserede undervisere, som blandt andet Jomo Silveira og Meire Oliveira. Hendes deltagelse i danske sambaskoler har bragt hende rundt i Danmark og til både Norge, Frankrig og Hong Kong som koreograf og solodanser.

Workshops

Der er flere muligheder for udformningen af workshops. Workshoppen vil altid skræddersyes i forhold til modtagernes behov og ønsker, og tilrettelægges i et fællesskab mellem Cornelia og de respektive planlæggere. Workshops kan afholdes på både dansk, engelsk og portugisisk, og kan tilrettelægges til alle aldersgrupper og niveauer. Også til børn og forældre.

Hovedkategorier:

SambAntropologisk workshop

Målgruppen for disse workshops er især skoleelever i alle klassetrin, inklusiv gymnasieniveau, specialskoler, fritidsklubber, kulturhuse mm. Specielt i forhold til den nye skolereform, hvor læring og bevægelse skal integreres, er denne workshop optimal. Workshoppen integrerer brasilianske danse med antropologiske oplæg. I en vekslen mellem koreografi og oplæg om temaerne Byen eller Skoven, vil koreografier, musik og oplæg alle afspejle emner som eksempelvis Amazonas, indianere, fodbold, børnearbejde eller Sydamerika. Deltagerne vil derudover blive opfordret til at reflektere over forskellige spørgsmål undervejs i workshoppen og efterfølgende, som for eksempel hvordan de tror indianere levede eller hvad deres holdning til børnearbejde er. Denne kombination sikrer indlæring på flere forskellige niveauer, og favner derfor bredt i forhold til elevernes behov og evner.

Introduktionsworkshop

Denne workshop er en smagsprøve på 3 forskellige brasilianske stilarter, og egner sig godt til dem som ikke er rutinerede indenfor dans eller de specifikke stilarter. Workshoppen er en mulighed for at stifte bekendtskab med brasiliansk dans og kultur indenfor nye eller supplerende områder.

Klassisk sambaworkshop

Her ligger fokus på teknik. En grundig gennemgang af samba (grundtrin) og passos (kernetrin) suppleres med øvelser i for eksempel improvisation, solo, koordination, isolation, og dans i hæle efter ønske. Dette vil sammensættes til en showkoreografi der foreksempel integrerer rutiner, soloer og improvisation. Denne workshop er hovedsagligt tilrettelagt dansere, der har et grundlæggende kendskab til enten samba eller en anden genre.

Presse